søndag den 19. juli 2015

Galicia, Spanien og Nordportugal.


Onsdag 1 juli: Overliggerdag i Portosin.
Nyder det dejlige vejr her oppe i de galiciske fjorde, hvor man er lidt væk fra Atlanterhavets dønninger. Lufttemperaturen er som en rigtig god sommerdag hjemme i Danmark og med mere stabilt vejr pga af Azorerhøjtrykket, som næsten er konstant. Der ud over ligger der næsten altid et lavtryk inde midt over Spanien. Disse to tryk giver den berømte Portugiser nordenvind, som næsten er konstant og kraftigere over middag i forbindelse med solopvarmning af landområderne og det relative kolde Atlanterhav ( ca 15-17 grader ) her syd for Capo Finisterre. Når vi er færdige med de spanske fjorde går det nedad Portugals mere lige kyst, som er mere udsat og kræver lidt planlægning og flere studier af vejret.


Ser truende ud, men endte i ingenting


Torsdag 2 juli.
Afgang kl. 0740 med kurs mod Villagarcia de Arousa, der ligger nede i den næste Ria de Arousa (fjord)
Solskin og pæn temperatur, så dress code under sejllads hedder shorts, t-shirts, hat samt en masse faktor 50 solcreme. Flot tur gennem skærgård, som bestemt matcher den svenske østlige skærgård med frodighed og variation. 

Asterix og Obelix har hygget sig med stenkast

Ankomst Villagarcia kl. 1400.

Distance 39,6 sm. Log 5455,2 sm. Motortimer 1005,2 timer.

Kigger lidt på byen og finder vej til togstationen, for at orientere os lidt, da det er meningen at vi vil tage til Santiago de Compostela næste dag for at bese katedralen, som pilgrimme fra hele verden har strømmet til i mange hundrede år. Den er en del af den gamle pilgrimsrute, der går op gennem Europa og ender ved Nidaros (Tronheim) i Norge.

Fredag 3 juli: Overliggerdag.
Afsted med fint tog kl. 0920 op til Santiago de Compostela. Taxa op til katedralen hvor vi kunne bese hele dette store område uden at der var helt overfyldt af mennesker på dette tidspunkt. 

Katedralen

Katedralen

Området ved katedralen

Indvendig kig

Meget pompøst

Da vi havde beset dette store område, gik vi nedad gennem byen og beså lidt af denne, før vi endte ved togstationen, der bragte os tilbage til Villagarcia godt forsynet med en masse indtryk og en tilpas træthed, så vi lavede ikke så meget andet resten af dagen.

Lørdag 4 juli: Overliggerdag.
Haft lidt regn i løbet af natten, men fin opklaring og solskin samt ca. 25 grader. Klimaet er rigtigt behageligt herude på spidsen af Spanien. Vi troede slet ikke at området her var så attraktivt, som det er.
Ude at kigge på byen samt på stort marked hvor man simpelhen kunne købe alt inden for grøntsager, fisk, kød, oste etc. Måtte også lige forbi supermarkedet og hente vand, da det vand vi fylder på bådens tanke, kun kan bruges til opvask, bad og vaske tøj i pga alt den klor der kommes i vandet. Det lugter som i en svømmehal så snart vi åbner for en vandhane i båden.
Den hollandske båd vi følges med ligger også her, og vi hygger lidt med dem.

Søndag 5 juli.
Afgang Villagarcia kl. 0750. Sejlende op, men så snart vi kom lidt ud på fjorden døde vinden igen og motoren måtte tage over. Vi sejlede til den næste fjord der hedder Ria de Pontevedra og gik ind til en havn, der hedder Sanxenxo. Det skulle vi ikke have gjort. Det er en af de havne, hvor der bliver festet igennem, så der er musik indtil kl 0500 om morgenen. Ligeledes er marinaen lidt kedelig og for dyr i forhold til flere af de andre, vi har været i.
Ankomst Sanxenxo kl 1200. Solen skinnner og temperatur 25-28 grader.

Distance 22,5 sm. Log 5477,6 sm. motortimer 1008,9 timer.

Sanxenxo 

Birgitte på strøgtur i Sanxenxo.

Vi er nu nået så langt ned mod varmen, at vi er begyndt at bruge taget af vores cockpittelt som solskærm. Ligeledes har vi i vinter fået lavet sådan at miderste vindue i sprayhooden han lynes ned så vi derved får luftcirkulation. Det virker rigtigt fint.

Mandag 6 juli. 
Solskin og ingen vind. Temp 25-28 grader.
Vi gider ikke ligge her en dag mere, så vi beslutter at sejle til en lille bugt og kaste ankeret og få frokost før vi går videre op i Riaen. Vores hollandske venner bliver en dag mere, da de får besøg af nogle venner der ferierer i området.
Afgang Sanxenxo kl. 1030 og kaster anker kl. 1100. Hygge og frokost i båden. Badede dog ikke.
Op med ankeret kl. 1400 og sejlede det sidste stykke op til byen Combarro hvor vi ankom kl. 1445.

Distance 6,7 sm. Log 5484,3 sm. Motortimer 1009,8 timer.

Ankringsbugt på vej mod Combarra.

Denne by var vi blevet anbefalet af flere forskellige som et sted man skal se. Det har de ganske ret i.

Combarros gamle velbevarede bydel.

 Gamle velbevarede bydel

 Velbevarede forrådshuse, hvor de opbevarede korn, kartofler etc.

 Slisker ned til vandet, hvor de kunne trække deres fiskerbåde op.

 Modne citroner

 Hortensia i fuld flor

 Birgitte snuser til bourgonvillen i fuld flor.

Citroner og vindruer gror lystigt.

Frokost med fin udsigt

Sealove og vores venners båd i Combarro


Fisk i alle havnene. Må finde ud af hvad de hedder, men har hørt at det er en multeart, der lever af alger, der gror på flydepontonerne, samt på bådene.

Scoping af havvand for brandslukning lige uden for havnen.

En kl 1700 øl sammen med vores hollandske venner. Læg mærke til bænkene lavet af europaller.

Tirsdag / onsdag 7-8  juli: Overliggerdage.
Solskin og pragtfuld vejr. Beset byen på alle leder og kanter som ovenstående billeder viser noget af.

Vi har også givet os tid til at nyde den gode mad og de gode " Alvarinho hvidvine " der fremstilles her i dette område. De smager ganske fortryllende og har en frisk smag (måske på grund af den nære kontakt til havet?).
I marinaen ligger flere Brittiske og Irske både som ligger der i flere år. Vi talte med et Irsk par i en Bavaria 42 som lå der på 4 år. De bruger den hele sommeren og sejler rundt i fjordene hernede. Når efteråret kommer tager de båden på land og flyver hjem. Det er faktisk ikke ret meget dyrere end at have båden hjemme i Nyborg med havneplads, optagning / isætning samt statsafgiften på kasko forsikringen. Den slipper man for at betale, når båden er ude af dansk toldområde.
Vi har fået et tilbud på et sådan ophold her fra Combarro. Men fortsætter dog mod syd som planlagt, så kan vi altid gøre brug af dette, hvis Middelhavets priser går mere amok end de er i forvejen. Klimamæssigt passer det også rigtigt godt til os nordboere. Vi ser hvad tiden bringer.

Torsdag 9 juli.
Solskin og dejligt vejr 25-28 grader. Vi afgår fra Combarro og ligger os for anker et lille stykke væk fra havnen. Nyder det gode vejr samt får badet og slappet af. Dejligt med en overnatning som er gratis. Det kan skibskassen godt lide.
Hollænderne bliver i havnen. De er ikke så meget for ankring, men de bliver nød til det især hvis de fortsætter mod Caribien, hvor det er et must at ankre, da der ikke er betalbare havne nok derovre. De har et fint nyt 20 kg`s Rocna anker hængende i stævnen,men med prismærket på endnu.

Fredag 10 juli. 
Afsted kl.0800 fra ankerplads sammen med hollænderne, der kom inde fra havnen. Afsted ned mod næste Ria de Vigo, som er den sidste rias før vi forlader Spanien. Vi valgte at gå til Baiona, som ligger i den ydre sydlige del af fjorden. Vejret var lidt usigtbart og temperaturen på omkring 20 grader. Vind var der ikke meget af, så motoren måtte igen holde for.
Ankomst kl. 1245 til Baiona Deportivo Marina. Det er en stor havn med masser af tomme pladser.

Distance 25,9 sm. Log 5510,2 sm. Motortimer 1014,8 timer.


Udsigt fra stort velbevaret fæstningsværk ud over Baiona

Udsigt ud over havnen fra fortet.

Tro kopi af Pinta. Christopher Columbus brugte Pinta til sin første rejse over Atlanterhavet i 1492. Den var den mindste, men hurtigste af de 3 skibe der udgjorde rejsen. Santa Maria var den største.

Kig ud over Baiona samt ankringsbugt hvor vi lagde os ud dagen efter.

Lørdag 11 juli: Overliggerdag.
Starter med lidt mulevejr som hurtigt går over i dejligt solskinsvejr og stigende temperaturer.
Cyklerne frem og besøg på det store fæstningsområde. Man kunne køre / gå rundt på hele området som var på ca. 3 km. Flot tur. Ned til byen. Fik fundet en isenkramforretning, som havde alle mulige ting, som vi stod og manglede bl.a et strømstik så jeg kunne lave en adapter til vores normale størrelse strømstik. De kører med størrelse 32 amp istedet for 16 amp. Så skal man leje sådan en adapter i marinaen, og det gad jeg ikke at blive ved med. Så nu har jeg lavet voret eget adapterstik.
Ligeledes fik vi købt noget mygge ( gå væk spray ). Vi er dog plaget af myg endnu, men det kommer vel.
Vi tankede vand og lagde os ud for anker, da vi ikke ville betale for en nat mere i denne havn.
Dejlig eftermiddag for anker med badning og udsigt indtil hollænderne som blev i havnen og måtte betale 34 Euro for det?

Søndag 12 juli.
Anker op kl.0800 og afgang mod Portugal sammen med hollænderne, nærmere bestemt Viano do Castelo som er første havn i Portugal.
Vinden kommer fra N-NW og er 10-12 m/s så det bliver på genuaen derned ad, da vi ikke kan sejle både med storsejl og genuaen uden at skulle sejle butterfly i de store dønninger som bygger sig op.
Det gik også fint og vi fik besøg af delfiner der legede rundt om båden i en time før de forsvandt igen. Vi gik langt ud fra kysten pga. advarsel om mange fiskenet og hummertegner ned langs den Portugiske kyst. De var nu fint afmærket, men der er mange af dem og de står så langt ude som på 100 meter vand.
Ankomst Viana do Castelo kl. 1415 ( 1315 lokal tid ) Kaldte havnen og de åbnede en bro så vi kunne komme ind i marinaen. Hollænderne kom 1 time efter og kom også ind i marinaen.

Distance 26,8 sm. Log 5546,3 sm. Motor forbrug 1,4 time ( hurra ) Motortimer 1016,2 timer.

Mandag-tirsdag 13-14 juli: Overliggerdage.
Tågen hænger om morgenen. Det er meget normalt, men solen plejer at fortrænge den så snart den kommer op og får magten.
Efter vi har sat uret 1 time tilbage her i Portugal passer det bedre med aften- og morgenlyset, som vi er vant til i Danmark. Dog kan vi godt mærke at vi er kommet længere sydpå og de lange lyse aftener er aftaget.
Viana do Castelo er en dejlig by, men dog præget af en del forfald. Om de skyldes faldene fiskeri flåde eller mangel på virksomheder ved vi ikke.

  Kig op til borgen.

Øv, det stod kun på portugisisk hvad det var. Men flotte bygninger.

Flot kakkelbillede på " Policia Maritimes " hovedkontor. Portugiserne bruger meget kakler på deres husfacader.

Onsdag 15 juli.
I dag er det 2 måneder siden vi forlod Nyborg. De 2 måneder er faktisk gået rigtig hurtigt og vi er kommet ind i en rytme med ikke at stresse alt for meget og tage den med ro. Det er nok mig som har sværest ved det, men Birgitte siger jeg er blevet meget dygtigere.

På de 2 måneder har vi sejlet 1518,2 sømil. Da en sømil er 1852 meter bliver det til 2812,0 kilometer på de 61 dage. Det er jo så kun 46 kilometer / 24,6 sømil om dagen, så det er jo ikke slemt.
Motoren har kørt 158,2 timer på de 61 dage.

Afgang kl.0715 fra Viana do Castela. Tåget med ca 100-200 meters sigt. Radaren tændt og behørigt udkig efter fiskenet og hummertejner. Det gik fint nedad kysten mod Leixoes som er Porto`s havneby. Tåget hele vejen med forskellig sigtbarhed. Så øjnene var godt trætte da vi kom i havn.

Ankomst til Leixoes kl. 1330. Fik en fin plads ved y-bom og et fint Wifi som har været det bedste indtil nu. Så bloggen kan blive færdig og sendt ud inden afgang Leixoes.

Distance 36,64 sm. Log 5583,o sm. Motor 1022,0 timer.

Torsdag-fredag-lørdag og søndag 16-17-18-19 juli: Overliggerdage.

Med Metroen indtil Porto for se denne flotte by. Det var en dejlig oplevelse og dejlig nemt med et velfungerende transportsystem.
Langs stranden ud mod Atlanterhavet, samt se noget af det gamle område nær Leixoes havneområde, som præsentere sig på godt og ondt.

Porto`s rådhus.

Udsigten fra rådhuset.

Douro floden løbet gennem Porto og deler den.

Ponte de Louis 1. bro over Douro floden. Broen er som i kan gætte konstrueret af  Gustav Eiffel og påbegyndt i 1886. Her senere er den modificeret og metroen kører nu over på øverste dæk og binder Porto sammen.

Tandhjulbane til toppen af Porto ( Rebeira ) hvor Porto`s katedral ligger.

Katedralen højt til vejrs og skuer ud over Porto.

Vue fra broen ned over Douro floden med krydstogt skibe, samt de forskellige portvinshuses lagerhaller. 

Vi fandt denne sporvogn. Kørte stadig rundt.

Kopier af gamle sejlskibe som fragtede portvin ned til Porto inde fra Portugal.

Spændende kvarterer i Porto.

Der fotograferes lystigt.

Metroen i Porto, hvor meget kører over jorden så man kan se noget.

Til marked hvor levende dyr var sammen med grøntsager, fisk og kød. Det var vist aldrig gået i Danmark.

Marked.

Strandpromenaden lige ved siden af havnen.

 Strand / Leixoes havn.

Denne strand blev totalt ødelagt i 1975 da " Jacob Maersk " på vej ind til Leixoes olieterminal blev ramt af total blackout i maskinrummet og derved mistede fremdrift samt manøvreevne og derved stødte på grund. Dette forårsagede en eksplosion i maskinrummet, som bredte sig til lasten af 80000 tons råolie. Skibet brændte i flere dage og totaltforliste. Der omkom desværre 6 besætnings medlemmer, hvoraf de fleste var fra maskinbesætningen.

Mindesten ved havnen i Leixoes.

Det ene anker fra Jacob Maersk.



Efter vi kom hjem fra Porto med metroen kom vi ombord i båden, godt trætte og fyldt med gode indtryk. Solen bagte og vi nød kaffen i cockpittet. Kl. var 1630 og inden for den næste time så vejret sådan ud.

 Varm luft og koldt vand mødes.

Kan ikke engang se op til enden af havnen.

Her vil vi slutte for denne gang. Vi fortsætter mod Lissabon mandag morgen den 20 juli.

Birgitte og Leo
S/Y Sealove